Jeg har igennem ca. 18 år døjet med angst . Angsten har altid bemærket sig ved rysten på mine hænder, det har i alle årene været til stor gene. Første gang jeg mærker angsten er da jeg er ca. 15 år, jeg får et angst anfald som varer i 10 dage (en hel skiferie). På en eller anden måde lykkedes det mig at fortrænge angsten. I resten af min skoletid kender jeg angsten, men kan holde den på afstand.

I alle årene med angst, har jeg dog altid sørget for, ikke at komme til at spise fremmede steder, da min rysten på hænderne altid var meget værre, når jeg var i sociale sammenhænge. Var jeg til fester eller lign. drak jeg gerne lige et par øl inden jeg tog hjemmefra, det gjorde at hænderne blev mere rolige.

I 1990 skifter jeg job. Jeg får nu et job med meget ansvar, og det bevirker desværre at angsten vender stærkt tilbage. Jeg har også fået skriveangst, det vil sige, jeg kan ikke skrive når nogen kigger på det, det er meget frustrerende og meget irriterende.

I det nye job var der desværre mange gange hvor der skulle skrives, og når hænderne rystede mest, kunne jeg have begravet mig i et hul.

Efter halvandet år i jobbet, er min angst så svær, at jeg ikke ser nogen mulighed for at forsætte med jobbet, angsten styrer simpelthen min tilværelse. Det er det første jeg tænker på når jeg står op, og det sidste inden sengetid. Jeg vælger at opsige min stilling, hvilket var et stort nederlag for mig. Jeg kommer tilbage i malerfaget hvor jeg oprindelig er udlært, men jeg syntes det er meget kedeligt kun at male hver eneste dag, derfor vidste jeg også godt, at jeg måtte videre. Jeg tog derfor kontakt til min daværende læge. Jeg fortalte ham, at jeg havde meget store problemer, når jeg var i sociale sammenhænge. Beskeden jeg fik fra min læge var, at det skulle jeg bare lære at leve med, der kunne intet gøres. Modvilligt ville han dog prøve at hjælpe mig med en medicin, jeg fik nogle piller som var totalt uden virkning.

I 1995 hvor jeg stadig døjer med angst, skifter jeg læge. Jeg fortæller ham lidt om mine problemer, og han sætter mig omgående i behandling.jeg får ordineret lykkepiller, og får desuden 12 samtaler hos en psykolog. I løbet af kort tid indtræder virkningen af lykkepillerne. Jeg får det bedre i sociale sammenhænge, jeg får dog ikke kureret min skriveangst. Jeg vælger efter to år, at stoppe med lykkepillerne, det går desværre sådan, at i løbet af et års tid er angsten igen vendt tilbage på fuld kraft. I året 2000 ”vender” jeg tilbage til lykkepillerne, denne gang syntes de dog ikke at have den samme effekt som første gang, selvom jeg nu tager en højere dosis.

Samtidig med at jeg vender tilbage til lykkepillerne, skifter jeg igen job. Jeg har nu fået mit drømmejob, og har besluttet, at denne gang skal angsten ikke endnu engang få mig til at forlade et godt job. Jeg har på daværende tidspunkt besluttet, at jeg nu må arbejde med min angst. Derfor tilmelder jeg mig et ti ugers kursus på jydsk fobi skole i Aarhus, her håbede jeg at min skriveangst ville blive kureret. Jeg lærer på fobiskolen utroligt meget om angst. Det er faktisk først i forbindelse med dette ophold, at jeg finde ud af, det jeg fejler er en ”sygdom” med navnet socialangst.

Vi er 6 elever på vores hold. Jeg har stadig kontakt til de andre, og halvdelen af dem, er i dag fri for deres angst.

Jeg var dog ikke så heldig, faktisk syntes min angst kun at blive værre og værre. Angsten er igen ved at få mig til at flygte fra jobbet. Ønskejobbet er desværre også et job med meget skriveri, og det er nærmest et helvede for mig med denne skriven. Socialangsten er også stærkt tiltagende igen.

Ved juletid 2001 er jeg i syv sind. Jeg ved, at hvis jeg vil blive siddende i ønskejobbet, så kræver det, at jeg får det bedre med mig selv. Som situationen er på dette tidspunkt, så slider jeg mig selv op på grund af angsten.

Jeg tjekker over internettet hvad der er af muligheder for behandling. Jeg har medicinsk fået flere forskellige præparater, og dette område er for mit vedkommende ved at være udtømt. Jeg overvejer at prøve alternativ behandling, jeg er dog meget skeptisk over for det alternative område. Min holdning er, at meget af det er fusk. En ting ved jeg dog med sikkerhed, jeg vil denne gang behandles af en som selv kender til angsten, en som ved, hvilket helvede denne angst er. Efter flere dages søgning rundt på nettet, har jeg besluttet at jeg vil prøve healing igennem Anna Hylke i Aalborg.

Jeg vælger Anna af to grunde, hun kender selv til angst, og så er der igennem hende mulighed for at få fjernhealing.

Jeg orker ikke flere behandlinger, hvor jeg skal sidde og fortælle om hele mit liv. Jeg vil denne gang gerne bare behandles. Jeg er stadig skeptisk, og specielt fjernhealing har jeg svært ved at forholde mig til, men grunden til fjernhealingen er, som før skrevet, at jeg ikke orker at skulle fortælle hele min livshistorie endnu engang til en behandler. Det har jeg efterhånden gjort mange gange, og hver gang slider det på en.

Jeg aftaler med Anna Hylke, at vi skal starte med tre gange fjernehealing pr. uge. Efter første gang mener jeg ikke der var den store forandring, efter 2-3 gang følte jeg en dejlig form for indvendig ro og afslappelse. Denne ro varede ca. en halv dag, så kom uroen tilbage. I ca. 4 uger fik jeg tre behandlinger pr. uge, og den indvendige ro fortsatte længere og længere. En klar forbedring var der efter 4 uger, jeg følte mig mere rolig mere afbalanceret og havde nu igen fået energi til at lave praktiske ting hjemme på vores nedlagte gård.

Jeg har nu været i behandling hos Anna i 4 måneder. Jeg har i dag et liv som er meget forbedret i forhold til det liv jeg havde inden healingen. Livet er igen værd at sætte pris på. Healingen har trods min store skepsis givet mig en indre ro, den har samtidig lært mig, at der måske er andre veje til helbredelse end den normale form for behandling.

Jeg har i Anna fået en healer som jeg har 100 % tillid til. Hun er der for mig. Har jeg en dag hvor det hele er svært, så kan jeg altid tage telefonisk kontakt til hende, det sætter jeg stor pris på. Efter 15 gange fjernhealing og to gange rigtigt healing, har jeg det bedre end jeg har haft i mange mange år.Jeg er endnu ikke angstfri, men efter 18 år med svær angst er jeg også en af de svære ”patienter”. Jeg har dog en klar formodning om, at jeg i løbet af nogen tid vil blive angstfri. Hver dag er et skridt i den rigtige retning. Det kan jeg takke healingen for.

Jeg kan derfor kun anbefale angstpatienter at prøve denne vidunderlige form for behandling.

Med venlig hilsen

Ulrik

Tilbage til menuen