Det hele startede at gå ned af bakke for alvor i september 2001. Jeg havde en negativ tankegang og fik tit grædeture. En dag var det så slemt, at jeg fik et anfald og lå på badeværelsesgulvet og græd. Jeg var ikke i stand til at rejse mig. Det gjorde så ondt indeni. Efter et stykke tid fik jeg mig taget sammen til at gå i seng. Jeg var så ked, men vidste ikke hvorfor. Selvmordstankerne sneg sig ind på mig. Det var uhyggeligt. Endnu en depression havde meldt sin ankomst. Og jeg orkede det ikke igen. Om foråret havde jeg haft en af mine andre depressioner og havde været til psykiater – dog uden virkning. Jeg var ikke kommet over depressionen, men fungerede ok og passede mit job. Derfor kom denne depression så hurtigt efter den i foråret. Det var ulideligt, at jeg ikke nåede 100% ovenpå, før det startede igen. Hvad jeg ikke vidste var, at denne skulle blive mange gange værre, end hvad jeg før har oplevet.

Den dag jeg fik det første og skræmmende anfald, gik det op for mig, at jeg måtte søge hjælp. Jeg har ikke før søgt alternative veje, men det gjorde jeg denne dag. Et par timer efter anfaldet, med tårene løbende ned af kinderne, søgte jeg på internettet efter hjælp. Jeg havde hørt om healing, men vidste ikke, hvad det var, og om det overhovedet kunne hjælpe mig. Jeg kontaktede Anna, fordi jeg på hendes hjemmeside fandt de oplysninger, jeg søgte. At man også psykisk kunne have glæde af healing. Jeg følte, at jeg blev hjulpet ovenfra til at søge denne hjælp. Mine selvmordstanker var værre, end nogensinde før. Jeg havde et indre billede af, hvordan jeg ville tage mit liv. Det var uhyggeligt, for jeg ville leve, men det ville min negative side ikke.

Allerede to dage efter, besøgte jeg Anna for første gang. Jeg var nervøs, men vidste et eller andet sted, at det var det, jeg skulle. Det var lidt uvirkelig at være hos hende. For det første var jeg skræmt over, at jeg var så tæt på livets slutning. For det andet tvivlede jeg på, at Anna overhovedet kunne hjælpe, fordi det hele så sort og håbløst ud. Jeg havde mistet modet, for det var jo depression nummer 4, og jeg orkede ikke mere. Men på den anden side, var jeg også villig til at prøve, for medicin ville jeg ikke prøve igen. Det føltes helt forkert at skulle tage den vej igen. Jeg havde slet ikke tillid til min læge, for jeg gik jævnligt til kontrol for mit blodtryk, og jeg fortalte om min tiltagende angst for at være alene hjemme, at gå udenfor en dør og så videre. Men lægen tog ikke mine advarselslamper alvorligt. Det var jo et råb om hjælp, men han overhørte det. Jeg var ikke selv klar over, at det var depressionen, der var på vej, men det fandt jeg ud af!!! Han anbefalede mig at gå til en psykolog. Jeg var skeptisk og med rette. For det første analyserede hun min fortid i stedet for min nutid. For det andet gik der i hvert fald 14 dage imellem hver konsultation. Det er bare for lang tid, når man har det skidt, som jeg havde det. Efter 6 konsultationer kunne jeg fastslå, at det ikke nyttede. Til 650 kroner pr. gang var jeg godt træt at det. Økonomien kunne ikke klare den belastning, og jeg fik det ikke spor bedre at det. Så jeg besluttede at stoppe.

Besøget hos Anna var befriende. Jeg havde det så godt bagefter. Senere skulle jeg dog finde ud af, at jeg kunne få det endnu bedre! Hos Anna får jeg skiftet den negative energi ud med positiv energi. Desuden hiver hun fat i mig, når jeg er ved at begive mig ud på den negative vej igen. Jeg har så længe, jeg kan huske, altid gjort hvad andre har sagt. Jeg har altid sat mig selv i baggrunden. Jeg har ikke været i stand til at værdsætte mig selv. Intet selvværd er lig med sjælens og sindets undergang. Derfor har jeg været ramt af depressioner, derfor har jeg haft en negativ tankegang om mig selv, derfor har jeg været på afgrunden mere end én gang. Men nu er det slut!

I perioden september 2001 til ca. februar 2002 besøgte jeg Anna mindst en gang i ugen, fordi jeg hurtigt faldt tilbage i det gamle mønster. Min krop krævede den positive energi. Nogle gange havde jeg det så skidt, at vi måtte tage af sted 2 gange på en uge. Siden marts har jeg kunnet komme med 14 dages mellemrum og her på det sidste med 1 måneds mellemrum. Jeg fortvivler stadig over tilværelsen indimellem, for jeg fik psykisk stress på mit arbejde og måtte sige op. Anna sagde allerede til mig i januar, at jeg ikke kunne tåle at være på mit arbejde, men først sidst i februar indså jeg, at hun havde ret. Jeg har nu gået arbejdsløs siden april. Jeg fortvivler også stadig over fremtiden, men Anna trøster altid og finder det positive frem i min situation, når jeg ikke selv kan.

Det har været en sej kamp og er det stadig, men resultatet er det hele værd. Mine tanker er for det meste positive. Jeg kan stadig få en lille grædetur, men det er ok, for jeg er et følsomt menneske og har brug for at lade følelserne få frit løb. Jeg har holdt mine følelser indespærret i så mange år, så jeg føler det nu som en lettelse, når jeg nu endelig kan sætte ord på, hvorfor jeg græder, når jeg en sjælden gang har behov for det. Jeg er stadig ikke helt god til at sige tingene ligeud til folk omkring mig, men jeg bliver bedre og bedre til det. Jeg skal også stadig tage mig selv i at bekymre mig for meget om andre. Og nu kan jeg smile – hvor kan jeg dog smile og synes, at livet er dejligt. I år frygter jeg ikke vinteren. Det bliver en udfordring, hvor jeg skal lære at sætte pris på den årstid også med positive tanker.

Jeg har et par ord at sige til jer, som læser dette. Ramt af depression eller ej – healing er godt for sjælen og kroppen. Alle har brug for de positive energier. Har du ofte hovedpine, så har du måske en blokering og kan få gavn af healing. Har du en depression, så har du allerede ventet for længe med at få healing. Men man kan komme ud af depressionernes helvede. Det tager tid, men det er det hele værd. Jeg er i dag en gladere pige, end jeg kan huske, at jeg nogensinde før har været. Takket været healingen og Anna, som jeg skylder al den taknemmelighed, jeg besidder. Uden hende havde jeg ikke været her i dag. Og uden hende havde jeg ikke været så glad, som jeg er i dag. Hun har lært mig, at jeg skal tænke positivt for at ændre på den sindstilstand, jeg har haft. Og det virker. Med hårdt slid fra min side og opmuntring fra hendes side er det lykkes mig at komme videre op ad stigen. Mit ønske for fremtiden er selv at blive alternativ behandler, og i dag har jeg troen på, at det er det, jeg skal. Jeg brænder for at hjælpe andre, som Anna har hjulpet mig og mange andre.

Healing er ikke noget hokus pokus. Det er ren og skær energi. Det kan ikke være mere naturligt. Vi ved det bare ikke, før vi har prøvet det. Jeg kan anbefale healing til alle, der har lyst til at prøve det. Det er ren paradis for sjælen. Jeg vil stadig besøge Anna i fremtiden, for selv om jeg har det godt, har jeg stadig brug for at blive ”ladet op” med positive energier en gang imellem.

Herfra min største tak til Anna – du er den bedste!

De kærligste tanker til alle fra

Rikke Salkvist

Tilbage til menuen